På jagt i England

I starten af december var min bror og jeg inviteret med på en jagt i England. Jagten foregik i det sydlige England nær byen Luton, en times kørsel fra London. Det blev til en rigtig god jagtdag med først fasanjagt, engelsk jagtkultur og senere et fantastisk duetræk. Men det vender jeg tilbage til, først lidt om baggrunden for selve dagen.

Vores storebror er manager på et landbrug i England, hvor jagten også foregik og det var ham der arrangerede jagten. Der er tale om en ganske stille og rolig jagt, hvor de lokale jægere deltager. Vi var 4 danske jægere og 6 englændere. Vi var også med på en jagt i sidste sæson og har været derovre flere gange før, primært for at tage del i det legendariske duetræk, som man så ofte hører historier om.
Vi har begge erhvervet os et engelsk jagttegn, som betyder at vi må gå på jagt i England uden at en englænder behøver at ledsage os. I England kan man som dansker ansøge om et engelsk jagttegn, og herefter kan man gå på jagt alene. Englænderne har i modsætning til Danmark ikke krav om at bestå nogen jagtprøve før man kan gå på jagt. De skal blot ansøge om et jagttegn, have ren straffeattest etc., og så er de klar til at gå på jagt.

Lokale englændere klar til jagt

Lokale englændere klar til jagt

Tilbage til jagten. Jagten startede kl 09:30 og allerede ved ankomsten så man de jagt-kulturelle forskelle på engelsk og dansk jagt som jeg kender det. I Danmark er det en uskreven regel at man går rundt og hilser på alle deltagere og tager hatten af. Denne dag var det anderledes. Nogen af englænderne tog hatten og hilste, andre hilste uden at tage hatten og enkelte hilste slet ikke. Jeg ved ikke om det var udtryk for usikkerhed overfor “danskerne”, eller det bare er sådan de gebærder sig på jagt.

I stedet for en “skarp” som vi ofte starter jagten med i Danmark, iform af f.eks. en Fernet Branca eller Gammel Dansk, så startede vi jagten med et lille glas varmt the-agtig drik som smagte af tranebær. Det smagte faktisk rigtig godt og det blev til et par shots inden jagten.

Varm the-agtig drik med tranebær

Varm the-agtig drik med tranebær

Inden frokost drev vi fire såter. Det var primært fasaner og agerhøns vi gik efter og vi mødte også begge dele. Det blev dog ikke til nogen agerhøns da de lettede for tidligt, de gange vi mødte dem. De engelske agerhøns skulle efter sigende være rigtig godt flyvende og dermed sjove at skyde til. Fasaner, var der til gengæld mange af. Dog var vi kun 10 jægere så det var svært at dække alle såter ordentligt, og derfor var der en del fasaner, der ikke blev skudt til.

Engelske agerhøns

Engelske agerhøns

En dansk og engelsk jæger på vej til næste såt.

En dansk og engelsk jæger på vej til næste såt.


Mens man står på sin post og venter på fasaner, er det med at holde øjnene åbne, for der er hele tiden tilbud til skovduer, som kommer fra alle sider. Man skyder næsten mere efter duer end man skyder efter fasaner på sådan en post. Man skal dog passe på at man ikke lige har “tømt bøssen” på en due og der så kommer en stor fasankok lige efter. Det ville være ærgerligt. De lokale englændere gider heller ikke stå at skyde efter duer når de er på fasanjagt.

Kenn med en flot fasankon skudt inden frokosten

Kenn med en flot fasankon skudt inden frokosten


Efter de første fire såter var det tid til et dagens højdepunkter nemlig frokost. Frokosten blev holdt på den lokale golfklub, og den stod på traditionel engelsk mad. Menuen bestod af et par kålpølser med kartoffelmos, ærter, masser af sovs og selvfølgelig en halv liter pint.
Det er ikke i England, som i Danmark en tradition med at frokosten holdes hos jagtværten. Englændere bestiller hellere mad hos den lokale pub eller golfklub som i dette tilfælde. Englændere inviterer heller ikke venner og bekendte på middag hos dem selv, som vi danskere gør det. De mødes i stedet på pubben over en pint.
Men frokosten på den lokale golfklub var helt i top, og efter en times tid var det på jagt igen. Der manglede stadig et par såter.

Jagtfrokost på den lokale golfklub

Jagtfrokost på den lokale golfklub

Eftermiddagens såter kastede ikke det store udbytte af sig, og fasanjagten endte med 7 fasaner på paraden og ingen af de engelske agerhøns. Englændere holder normalt ikke nogen parade, eller ære vildtet efter jagten. Det er vores danske tradition for parade, der var skyld i at der blev holdt en lille parade denne dag. Det kan godt være de ikke holder parade, men det nedlagte vildt er der nærmest “kamp” om at få med hjem til gryderne. Fasanerne blev ligeligt fordelt mellem de fremmødte engelske jægere, alle ville have del af vildtet. Det er min erfaring at der ikke på samme måde er “kamp” om vildtet efter jagter herhjemme. Det var muligvis noget vi danskere kunne lære af, nemlig at udnytte det nedlagte vildt og spise det.

Dagens første parade, 7 fasaner.

Dagens første parade, 7 fasaner.

Efter fasanjagten, var det tid til det meget imødesete duetræk. Der var lige tid til en times intensivt duetræk inden mørkets frembrud. Duejagten foregik i en skov på ca. 5 ha og vi var fem tilbageværende jæger fordelt rundt om i skoven.
Allerede da vi ankom til skoven kunne vi se store flokke med duer, som trak ind i skoven. Så det var med hurtigt at komme på plads. Vi var kun lige nået at komme på plads før de første tilbud til duer bød sig. Vi havde ikke andet camouflage end almindeligt jagttøj, men det var umiddelbart ikke noget, som duerne tog særlig notits af, for det væltede ind med duer. Man skød efter duer hele tiden og det er ingen overdrivelse, der var ingen pauser. Så snart man havde tømt bøssen og ladt geværet igen, var der nye duer.

Skovduer i skovbunden

Skovduer i skovbunden


Man kunne hele tiden hører skud fra den anden ene skoven, hvor der også sad et par stykker og skød.
Efter en halv times tid, kunne jeg godt fornemme at der ikke var så mange patroner i lommen, som da vi startede. Derfor skød jeg nu kun til de mest oplagte duer, det samme gjorde min bror. Vi stod ved siden af hinanden. Til sidst måtte patronerne deles imellem os da min bror havde skudt sig tør. Nu skiftes vi også til at skyde, så vi ikke skød på de samme duer.
Da tusmørket tog til, stoppede duetrækket brat. Men det var fint for vi havde ikke flere patroner. I England må man i øvrigt skyde duer døgnet rundt året rundt, da det anses som et skadedyr, som bl.a. forvolder store skader på landmændenes afgrøder.
Da trækket var færdigt og det var tid til at gøre status, kunne man se, hvordan duerne var stoppet op med korn, bær, majs og andet føde helt op i halsen, som de havde været ude og finde i løbet af dagen.
Duejagten endte med 47 duer på paraden, på en times tid. Skudstatistikken var der ikke overblik over, men det var vidst rimelig skydning. Igen var det intet problem at få afsat duerne. En lokal jæger tog samtlige 47 duer med hjem.

50 skovduer på paraden

50 skovduer på paraden

Efter en dejlig jagtdag i selskab med nogle hyggelige engelske jægere, fasanjagt, engelsk jagtkultur og selvfølgelig duetrækket, var det tid til en lille julefrokost om aftenen, inden turen gik hjem til Danmark dagen efter.

Dette indlæg blev udgivet i Har du spørgsmål?. Bogmærk permalinket.

En kommentar til På jagt i England

  1. Jesper skriver:

    Det ser ud til at have været en godt tur. Må selv over og se disse duetræk man høre så meget om.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>