Bukkejagten

Bukkejagten har nu været igang i en 5 dages tid og jeg har været afsted 2 gange. Den første gang var d. 16 maj om morgenen, dog uden held. Jeg var afsted igen i lørdags med anderledes mere held til følge.

Lørdag aften besluttede jeg mig for at tage en tur på bukkejagt. Dette skulle foregå på en eng tæt på et lille skovområde. Jeg havde tidligere i løbet af foråret observeret en lille gaffelbuk i bast på engen, men havde på det seneste ikke set den. Derfor var forventningerne i den lave ende inden jeg tog afsted.

Jeg ankommer til engen og det hegn hvor hochzitzen er og der blæser en let vind, som blæser skråt over mod skoven, hvor jeg regner med bukken vil komme ud hvis den er der. Kl. er 19:30 er jeg på plads i hochzitzen. Endnu ingen aktivitet andet end en fasankok, som sidder i græsset foran mig og indimellem laver det karakteristiske kald og derefter basker med vingerne.

Kl. 19:45 kommer en rå frem fra skoven. Den står længe i kanten af skoven inden den lægger sig ned. Et kvarter efter kommer endnu en rå frem samme sted. De 2 råer står nu med 15 meters mellemrum.  Ret hurtigt begynder den sidst kommende rå at spejde bagud ind mod skoven og der tænker jeg. “Mon det er bukken den står og kigger efter”? Ganske rigtigt, kort tid efter kommer en pæn buk til syne bag de to råer. Jeg kan se at det er en buk, hvis opsats ihvertfald er over ørene og med et rimeligt stort udlæg. Sandsynligvis en seksender. Så det er umiddelbart ikke den samme gaffelbuk, som jeg havde set tidligere på foråret samme sted.

Det første jeg tænker da jeg ser bukken  komme frem fra skoven er, at jeg ikke kan tro det. Det er min 4. bukkejagt nogensinde og min 2. i år. Sidste år blev det til en stor seksender på 2. jagt. Tænk, hvis det skulle ske igen.

På dette tidspunkt befinder dyrene sig ca. 125 m fra mig i højt græs og siv. De bliver alle 3 stående lidt i kanten af skoven, hvor jeg ikke har mulighed for skud til bukken. Stille og roligt bevæger de sig længere ud på engen. Råerne først og bukken lidt efter. Bukken står nu ude på ca 90-100 og jeg har sigtekornet rettet på den og overvejer at skyde. Bukkefeberen har på dette tidspunkt meldt sit indtog. Hurtigt begynder alle 3 dyr at løbe rundt på engen. De stopper kort, men bukken står med bagenden til mig på ca. 70 m og jeg kan derfor ikke skyde inden de løber en tur mere på engen. De løber lidt rundt i ring efter hinanden og jeg tænker: “Stop!”. Efter at have løbet rundt i ca. 20 sekunder stopper de igen. Bukken står nu perfekt med venstre side til på ca. 60 m. Jeg betænker mig ikke og skyder med det samme… Bukken falder på stedet.

Jeg repeterer hurtigt og sigter på stedet hvor bukken faldt. Jeg kan se det ene ben, som ligger og sparker lidt. Kort efter er bevægelserne væk. Jeg bliver siddende 4-5 min for at sikre mig at den ikke pludselig skulle rejse sig, selvom jeg er sikker på at den er død.

De 2 råer er blevet på engen og står og esser, som om ingenting var hændt. De tager først flugten da jeg er 20 m fra dem, på vej over til bukken.

Bukken ligger samme sted som den stod, stendød. Det er en regulær seksender, med rimeligt stort udlæg.

Buk skudt på engen

Buk skudt på engen

Efter at have brækket bukken med hjælp fra min far kørte jeg den hjem på vores ATV’er. Beklager det mørke billede men det varbegyndt at blive mørkt.

Buk på ATV'er

Buk på ATV’er

Bukken blev skudt få meter fra hvor bukken fra sidste år blev skudt og der er da også visse lighedstegn mellem de to bukke. Geviret og hovedet er afleveret til en jagtkammerat som sætter opsatsen på en plade. Resten af dyret er lagt i fryseren.

Endnu en fantastisk jagtoplevelse.

Seksender skudt på engen set bagfra

Seksender skudt på engen set bagfra

Nedenfor ses min nuværende trofæsamling for råbukke.

Trofæsamlingen pr. 17/5-2014

Trofæsamlingen pr. 17/5-2014

 

Udgivet i Bukkejagt | 2 kommentarer

Dåhjorte på vildtkameraet

Det blev desværre ikke til nogen nedlagte dådyr i denne jagtsæson for mit vedkommende. Det skyldes vel til dels at jeg ikke har afsat den fornødne tid til det, som det kræver. Derudover har jeg konstateret at dådyrene har været mest aktive om natten, hvilket selvfølgelig har besværliggjort jagten. I denne uge har jeg fanget et par dåhjorte på vildtkameraet og et enkelt stykke råvildt. Datoen og tiden på billederne passer ikke, og som det fremgår er billederne taget om natten.

Dåhjort i sneen ved foderplads.

Dåhjort i sneen ved foderplads.

Dåhjorte ved foderpladsen

Dåhjorte ved foderpladsen

 

Dåhjorte i sneen ved foderplads.

Dåhjorte i sneen ved foderplads.

Dåhjorte ved foderpladsen søger efter føde

Dåhjorte ved foderpladsen søger efter føde

Dåhjorte i sneen ved foderplads

Dåhjorte i sneen ved foderplads

Der kom også et enkelt stykke råvildt forbi.

Råvildt ved foderpladsen i sneen

Råvildt ved foderpladsen i sneen

Der har tidligere på året været en større dåhjort forbi, den ses på nedenstående billede.

Mindre fuldskuffel ved fpoderpladsen

Mindre fuldskuffel ved foderpladsen

 

Udgivet i Dåvildt jagt | Skriv en kommentar

FT Spaniel elsker sneen

Dette galleri indeholder 7 billeder.

Sneen kom i morges til Sydfyn for første gang denne vinter. Vores halvandet år gamle FT spaniel elsker sneen og at springe efter snebolde i luften synes den er fantastisk beskæftigelse. Det er der kommet disse billeder ud af. Klik … Læs resten

Flere gallerier | Skriv en kommentar

Video fra duejagt

Et billede siger som bekendt mere end 1000 ord. Derfor kommer her endnu en kort video fra duejagt. Videoen er optaget på sydfyn i flot solskinsvejr.

Afspil den i kvalitet 1080HD , da dette giver den bedste opløsning og oplevelse.

 

Udgivet i Duejagt, Videoer | Skriv en kommentar

Nordiske duer på træk

Imorges var jeg en tur på duejagt i skoven med min bror. Vi startede jagten ved solopgang. Det var overskyet og meget tungt i vejret, ikke ligefrem perfekt vejr til duejagt, men det skulle prøves og tiden var sat af. Vi håbede på at der ville være nordiske duer på træk.På vores revir har vi en mindre skov, hvor duerne normalt trækker meget fra solopgang og en 1-2 timer frem. Så vi satsede på at det også var tilfældet idag og at det ville være nogle nordiske duer på træk i blandt.

Vejrudsigten havde lovet regn op af formiddagen, så vi var bekendt med, at det kunne blive en kort fornøjelse. Jagten varede da også kun fra kl. 8:45 og en time frem, før regnen begyndte. Men denne ene time var til gengæld begivenhedsrig og der var godt med duer.

Det blev til 5 duer i 19 skud. Det skal nævnes at jeg kun havde taget 19 patroner med, da jeg på forhånd ikke havde regnet med vild aktivitet, grundet det dårlige vejr. Heldigvis var det begyndt at regne da jeg løb tør. Så den ellers utilgivelige fejlvurdering af patroner, fik i denne situation ikke den store betydning.

Jeg tror at mange af duerne er nordiske duer på træk. Dette vurderer jeg udfra størrelsen på de flokke der kom ind over, samt at 3 af de skudte duer var mere magre end dem man oplever tidligere på efteråret.

Vores halvandet år gamle FT Spaniel Freja fik lov at apportere duerne bagefter. Den er så småt ved at være klar til at komme med på jagt. Det er planen at den først for alvor skal med på jagt fra efteråret 2014.

Alt i alt var det et kort men intensivt morgentræk.

Der er taget en kort video fra dagens duejagt. Den kan ses her:

Udgivet i Duejagt, Jagt med haglgevær, Videoer | En kommentar

Jagt som networking

I dette indlæg vil jeg fokusere på, hvordan det at gå på jagt kan få indflydelse på ens professionelle karriere ved at bruge jagt som networking. Der er masser af forskellige grunde til, hvorfor folk går på jagt og hvad det er der får dem til det. Om det er naturoplevelsen, spændingen eller det at skyde et stykke vildt er forskelligt fra jæger til jæger.

For mange, mange generationer siden var vores forfædre alle jægere. De jagede ikke for fornøjelsen, det sociale samvær, eller for at nyde naturens skyld. De jagede for at overleve og jagt var deres entydige levevej. Der findes stadig den dag idag steder rundt omkring i verden, hvor befolkninger eller stammer udelukkende lever af at jage, men disse er vel efterhånden en uddøende race.

Er jagt bare jagt, eller kan kan jagt bruges til andet end bare at skyde vildt og spise det?

I dagens Danmark er jagt ikke længere et spørgsmål om overlevelse for den enkelte jæger. Det er måske mere et spørgsmål om at vende tilbage til fortidens og forfædrenes stolte jagtinstinkter og tidligere generationers traditioner for jagt. Det er i høj grad også en mulighed for at opleve naturen og det sociale samvær med andre jægere.

Netop det sociale samvær med andre jægere er vigtigt. Et godt eksempel på, hvad det sociale samvær ved jagt kan bruges til er netværksopbygning eller networking, som det så populært hedder. I det moderne samfund er networking et ord man hører igen og igen. Jagt som networking er hvad enten man er ung eller gammel altid en god ide. Et stort og bredt netværk er aldrig en dårlig investering.

Hvordan hænger jagt og netværk så sammen? Det kan både være med nye jagtkammerater for øje, ud fra et karriere -og erhvervsmæssigt synspunkt eller måske med noget helt tredje for øje.

Hvis vi tager udgangspunkt i det rent karrieremæssige synspunkt, så er jagt et fantastisk redskab til at udvide sit netværk på. Hvad enten det er selskabsjagter, konsortiejagter, jagttegnsundervisning, hundetræning eller jagtrejser, så møder man utrolig mange mennesker med vidt forskellige jobs og karriere, men alle med fælles hobby. Nemlig jagt. Denne fælles hobby og fælles forståelseshorisont for jagt gør det utroligt nemt at skabe nye relationer som potentielt kan anvendes i ens professionelle liv.

Benyttelse af jagt som networking bør være uformelt og helst ikke handle for meget om arbejde.  Husk på, at de fleste måske går på jagt for at få tankerne væk fra dagligdagens arbejde, så vær påpasselig med hardcore faglig arbejdsrelateret snak.

Men jagt kan altså være en god måde at skabe en kontakt til en potentiel ny kunde eller arbejdsgiver i en tid, hvor praktikpladser og jobs ikke hænger på træerne. Det lyder måske kliché agtigt, men det at kende nogen, som kender nogen, bærer indimellem frugt.

Lad mig give et eksempel på hvordan jagt har skabt en forretningsforbindelse mellem to jægere som ikke kendte hinanden i forvejen;

Jeg var på en jagt for nyligt hvor to af gæsterne falder i snak over frokosten. De kendte ikke hinanden og de havde ikke mødt hinanden før. Den ene sælger løg og den anden arbejder i et firma som bl.a. producere og sælger forskellige slags sække. De finder så ud af at løgsælgeren køber sine løgsække alt for dyrt, i forhold til hvad sækkeproducenten kan sælge sine sække for.

Det ender med at de laver en aftale, hvor løgsælgeren fremover køber løgsække gennem sækkeproducenten. Begge parter har altså fået noget ud af aftalen og det hele startede med en ganske almindelig efterårsjagt.

Det var et eksempel fra det virkelige liv, der viser hvorfor jagt ikke bare er jagt, men også at jagt kan bruges som networking.

Med networking for øje så kan jagt være meget mere end bare jagt. Derfor når du tager et jagttegn får du ikke bare lovens ord for at du må gå på jagt. Du får også en mulighed for at møde en masse nye spændende mennesker.

Så hvad enten du er tømrer, advokat eller skorstensfejer så tænk over jagt som networking næste gang du er på jagt. Hvem ved måske møder du din næste arbejdsgiver, nye forretningsforbindelse eller bare en ny jagt kammerat på en jagt.


Udgivet i Jagt med haglgevær, Selskabsjagter | Skriv en kommentar

Fasaner på rastepladser

Langt, langt størstedelen af de danske jægere ærer vildtet, behandler det respektfuldt og spiser det efter nedlæggelsen. Men nogen jægere har åbenbart ikke forstået den moral og etik, som er en vigtig del af den jagt vi udøver. I denne weekend blev en pose med døde fasaner fundet på en rasteplads ved Billund. Kødet var fjernet men skrogene lå og flød i plastikposer.  
Fasaner på rastepladser fundet i weekenden

Fasaner på rastepladser fundet i weekenden

Dette er desværre ikke noget særsyn langs de danske veje. Døde fasaner og ænder opleves desværre alt for ofte på danske rastepladser. Nedlagt vildt hører ikke hjemme på rastepladser, det er noget svineri og har intet med jagt at gøre.

Jeg ved godt at der kun er tale om en meget lille gruppe af de danske jægere, som kan finde på at smide vildtet i skraldespande på rastepladser. Men denne lille gruppe, ødelægger det for alle andre jægere. Vores image som jægere bliver voldsomt beskadiget, hver gang sager som denne dukker op, og det er bestemt ikke noget vi har brug for i denne tid. Sager som denne er netop vand på de organisatoriskekræfters mølle, som i forvejen arbejder for at jagten i Danmark bliver yderligere reduceret.

Det er for nylig blevet besluttet at fjerne jagttiderne på de tre eneste jagtbare mågearter, hvilket for mig stadig forekommer, som en uforståelig handling og er måske en form for kompromis i en langt mere kompleks sag, mellem Danmarks Jægerforbund på den ene side, og Danmarks Naturfredningsforening og deres disciple på den anden side, i Vildtforvaltningsrådet.

Disse forekomster af døde fasaner på rastepladser og i skraldespande, er bare yderligere brænde på bålet og blot endnu et argument for de organisationer, som kæmper for yderligere restriktioner på den jagt vi kender idag i Danmark.

Det er stærke kræfter såsom Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Dyrenes Beskytttelse som bl.a. kæmper for at forbyde fasanudsætning i Danmark. Deres argument vil i dette tilfælde være at jægerne ikke er interesseret i at ære og spise vildtet, men kun at skyde det.

Med den nuværende miljøminister er jeg bange for at der ikke skal mange flere sager til før forbydelse af fasanudsætninger og yderligere restriktioner for de danske jagttider kan blive en realitet.

Derfor skal vi jægere stå sammen og sørge for at vi ikke graver vores egen grav ved at opfører os uansvarligt og uværdigt overfor det nedlagte vildt. Det er ligegyldigt om kødet er fjernet, det sender bare et utrolig dårligt signal at lade skrogene ligge og flyde i skraldespande på rastepladser.

Hvis man kan skyde vildtet, må man som jæger også tage det ansvar at tage vildtet med hjem. Jeg opfordrer hermed til at alle danske jægere tænker sig om når de agere med vildt mellem hænderne og ikke smider det i skraldespandende langs de danske veje til offentligt skue.


Udgivet i Jagtetik og moral | Skriv en kommentar

På duejagt

Idag har jeg tilbragt en fantastisk formiddag i duejagtens tegn sammen med to jagtkammerater i høj solskin. Duejagt er tit meget uforudsigeligt og jeg har tit oplevet at man nærmest kan falde søvn fordi der er langt mellem duerne. Dette var bestemt ikke tilfældet idag.

Forholdene var idag noget nær perfekt for duejagt. Solen skinnede, let frost og de sidste krampetrækninger fra stormen Bodil florerede stadig i luften, hvilket gjorde forholdene ideelle.

Skovkant med majs

Vi sad i kanten af en skov på ca. fire hektar og med fem rækker majs som skjul. Vi var på forhånd bevidste om at duerne normalt trækker meget lige netop dette sted. På de tilstødende marker har der været dyrket majs. Så der står nu kun majstubben tilbage på marken. Majsstubbe tiltrækker duer da der er masser af føde til dem på høstede majs marker.

Duejæger i majsen

Duejæger i majsen

Kl. 8:40 ankom vi til reviret. Duerne var på dette tidspunkt allerede i luften. Og der var rigtig mange. Normalt sidder man og venter meget på duejagt. Men idag væltede det indover os med duer. Efter 10 minutter var de første 5-6 duer skudt.

Vi havde selvfølgelig medbragt den obligatoriske kaffe men der var ikke tid til at smage på den, fordi der hele tiden kom duer. Et luksusproblem.

Skovdue i majs

Skovdue i majs

Jeg må nok indrømme at skydningen i dag ikke var for god. Dagen endte med 21 duer og rigtig mange huller i luften. Men der var stort set ingen ventetid og der var hele tiden duer i luften. Jagten blev afsluttet kl. 12.

Parade duer

Dagens parade Duejagt

Eftermiddagen blev efter en velfortjent tur på sofaen brugt til at pille og ordne duerne.

Duerne bliver pillet

Duerne bliver pillet

Endnu en fabelagtig jagt dag veloversået. Imorgen står den på riffeljagt på råvildt og dåvildt. Mere om det i næste indlæg.


Udgivet i Duejagt, Jagt med haglgevær | Tagget | Skriv en kommentar

Rævepelsen var en snydepels…

Som lovet kommer her en beretning og en video fra vores jagt i lørdags.

For mit vedkommende startede dagen allerede kl 06:55. Når jeg siger allerede er det fordi jeg var til julefrokost aftenen før og kun havde fået 4 timers søvn. Dette fik også en vis indflydelse på min skydning den dag, som ikke er noget jeg snakker højt om. 1 en kok og 1 høne blev det dog til.

Jagten startede som altid med en parole, hvor dagens retningslinjer og dagens såter blev gennemgået. Derefter bliver jægerne delt op i skytter og drivere. Vi var 14 jægere og 7 hunde.

Jagt november 2013

I den første såt var der mange fasaner, 25+ ihvertfald. Der blev skudt 8 fasaner og 3 ænder i denne såt. Dette skyldes at der var mange lave fasaner, som der ikke blev skudt til og som videoen vil afsløre også et par forbier.

I dagens 2. såt som er et moseområde med en masse siv, skulle der ikke gå længe før en stor hanræv snød driverkæden. Ræven løb mellem to jægere som ikke fik skudt på den, da de først så den meget sent og der løb hunde frit. Drøn ærgerligt! Men hellere lad den løbe end et skud som kunne være til fare for hundene.

I den anden ende af mosen var der 6-7 fasaner. Hvoraf de tre blev nedlagt.

På vej til dagens 3. såt blev endnu en ræv lettet. Denne gang gik alle med knækket bøsse og der var derfor igen ingen skud til den. Rævene snød os denne dag godt og grundigt. Vi må tage revanche på en rævejagt i januar.

På trods af endnu en ræv, var der rigtig mange fasaner i denne såt. Disse fasaner bliver oftest lettet ca. 100-200 meter væk fra skytterne og kommer ofte i høj fart, højt ud over engen. Denne dag var ingen undtagelse og som man vil kunne se i videoen kom der nogle gode høje fasaner.

Jeg kan dog ikke sige mig fri for at jeg bommede et par fasaner på min post. Men sådan kan det gå. I sidste weekend skød jeg 3 fasaner i 3 skud, og i denne 2 fasaner i 9 skud. Ikke for godt…

2013-12-03_141824

 

Vejret var helt fint og som det fremgår af ovenstående billede kiggede solen i perioder frem i det sydfynske landskab.

I den 4. såt blev der skudt 3 fasaner.

I den 5. og sidste såt, som består af et læhegn og et majsbælte som man kan se på billedet nedenfor, var der ingen fasaner. Vi havde ellers haft store forhåbninger til denne såt da der på den foregående jagt havde været godt med fasaner som var godt flyvende.

2013-12-03_141256

Læhegn og majsbælte, ideelt som dækning for fasaner og agerhøns + føde grundlag for fasaner, agerhøns, duer og råvildt

Dagens parade blev 21 fasaner og 3 ænder. Det var vi egentlig rigtig godt tilfredse med. Taget i betragtning at det var årets 3. jagt. Efter jagten var der jagtfrokost og kaffe.

Desværre blev der ikke skudt nogen af de to ræve som blev set, hvilket selvfølgelig er ærgerligt.

Videoen fra dagen kan du se her:



Udgivet i Jagt med haglgevær, Selskabsjagter, Videoer | Skriv en kommentar

Er der nogen hjemme?

På lørdag den 30/11 afholder vi årets 3. jagt på vores revir. Der skal primært skydes fasaner og ænder, måske en enkelt hare. Jagten afholdes i samarbejde med to af vores naboer.

Et af de helt store tilbagevendende samtaleemner, når vi nærmer os en jagt på vores revir, mellem os tre brødre og vores far, er en evindelige diskussion af om fasanerne er “hjemme” eller om de er løbet væk. Især min far, som har har sin daglige gang på reviret, er hurtigt til at proklamere at der ingen fasaner er. Om det er for at nedtone forventningerne overfor de inviterede gæster eller det er for han ikke selv bliver skuffet, hvis der er færre end forventet, aner jeg ikke.

Der foregår næsten daglige telefon korrespondancer mellem os for at høre om der er observeret fasaner, råvildt, ænder og andet vildt på reviret.

Fasaner i majsen 2013

Jeg er dog meget fortrøstningsfuld i forhold til om der er fasaner hjemme på lørdag. Så sent som i mandags talte jeg ca. 30-40 forskellige fasaner på et lille område ca. i centrum af vores revir. Det gør da unægteligt jagten en smule sjovere når der er lidt vildt.

Men sikkert er det, fasaner eller ej, så får vi nogle hyggelige timer, hvilket selvfølgelig måske er den største del af jagten. Nemlig det sociale samvær med andre jagtkammerater.

Vejret på lørdag lover godt og det giver forhåbninger om en rigtig flot jagt dag i solskin. Jeg regner med at lægge en beretning af dagens forløb op på bloggen, samt en video fra dagen, i løbet af næste uge.

Indtil da kan i se en video fra vores 1.jagt i år, i oktober. En dag der blev præget af meget blæst men som endte med en flot parade. God fornøjelse med den:


Udgivet i Jagt med haglgevær, Selskabsjagter, Videoer | Skriv en kommentar