Skydestokke
Bukkejagt,  Riffel-jagt,  Riffeljagt

Bukkejagt 2016

Bukkejagten 2016 er nu overstået

For mit vedkommende blev bukkejagten 2016 en lang tålmodighedskamp med en buk, som jeg første gang stiftede bekendtskab med den 15. maj, aftenen før premerien.

På premeriedagen den 16. maj var jeg selvfølgelig ude om morgenen. Jeg havde aftenen før set en pæn buk med en rimelig høj opsats gå lige på den anden side af søen til højre for de store grantræer, se nedenstående billede. Jeg valgte derfor at sætte mig på den anden side af søen i kanten af en hvedemark og satsede på at bukken ville komme samme sted igen. Det gjorde han dog ikke denne morgen og jeg måtte gå tomhændet hjem.

Stedet hvor jeg satsede på bukken ville komme frem
Stedet hvor jeg satsede på bukken ville komme frem

Om aftenen den 16. maj var jeg igen ude efter bukken. Jeg startede med at sidde samme sted som om morgenen. Da jeg havde siddet der et par timer uden at se noget, besluttede jeg mig for at pürsche op i skoven for at se om der overhovedet var noget liv. Jeg pürschede langsomt gennem skoven i højre side og kiggede ihærdigt ind mod midten af skoven for at se om bukken var der. Men der var endnu ingen spor af ham.
Der var nu under 10 minutter til lukketid og jeg pürschede stadig oppe i skoven. Da jeg kom til naboskellet gik jeg ca. 100 m. til venstre for at gå tilbage ned gennem skoven. Ingen buk idag tænkte jeg og jeg begyndte at gå tilbage til startstedet. Nu var vinden dårlig og hvis bukken var der ville han helt sikkert kunne lugte mig.

På vej tilbage gennem skoven ser jeg lige pludselig bukken stå 30 m fra mig. Han havde set mig og vi stod nu begge helt stille og kiggede på hinanden. Han stod i udkanten af skoven ned mod søen ca. 25 m fra den sorte fodertønde, som kan ses på ovenstående billede.Jeg forsøgte at ligge riflen op, men i det jeg bevægede mig, løb han roligt gennem skoven. Han stoppede op og kiggede endnu engang på mig. Denne gang var der ikke kuglefang, og kort efter løb han væk.

Det skulle ikke være sidste gang jeg så ham, og heller ikke sidste gang han snød mig.

Efterfølgende var jeg ærgerlig over at jeg havde forladt min plads, for hvis jeg var blevet siddende så havde jeg formentligt haft et fint skud til ham hen over søen. Men sådan er jagt, nogen gange er man heldig og andre gange er man ikke.

Afsted på bukkejagt igen, igen…

De næste par uger var jeg afsted mange gange dog uden held og jeg så ham ikke. Jeg tænkte at han nok var blevet skudt af naboen, da jeg havde hørt 2-3 skud tæt på i denne periode.
Jeg så tit dådyr og de kom tæt på enkelt gang.

Mosekonen brygger
Tidlig juni morgen og mosekonen brygger under bukkejagten 2016. Her set fra min foretrukne placering fra bukkejagten 2016

Midt i juni var jeg igen afsted på bukkejagt. Jeg sad samme sted, i kanten af hvedemarken med god udsigt over søen. Jeg havde siddet 10 min og pludselig så står bukken 10 m til højre for fodertønden lige bag nogle små buske, som man måske kan ane på det første billede. Det var samme buk, som jeg havde mødt den 16. maj om aftenen.
Jeg finder ham med riflen og er klar til at skyde. Han bevæger sig stille og roligt rundt langs kanten i søen. Endnu er der ikke frit skud, da der er højt græs foran ham.

Endelig kommer han fri af det høje græs og står nu med front mod mig. Hjertet hamrer afsted og jeg venter blot på at han stiller sig med siden til.
Han går nu direkte frem mod mig, og jeg kan stadig ikke skyde da han står med front mod mig.
Pludselig sætter han i løb! Han løber ned foran mig på den anden side af de skrapper, som man kan se på ovenstående billede. Der stod åbenbart en mindre buk, som jeg ikke havde set. Han jog den væk og de 2 bukke løb sammen op i skoven. Klokken var 20:15, så jeg blev siddende og håbede han ville komme igen inden lukketid.

Kl. 21.20 kom der en rå til syne oppe fra skoven og den gik ned til den sorte fodertønde. Kort efter råen kom bukken igen. Denne gang over til venstre i billedet. Han var ca. 125 m fra mig. Han stod nu med siden til og jeg havde sigtet på ham. Skal jeg skyde eller skal jeg ikke skyde. Fingeren var på aftrækkeren og jeg var klar til at skyde. Jeg skød ikke. Jeg ville have ham lidt tættere på og jeg satsede på at han ville gå over til råen ved fodertønden.

Det gjorde han ikke, i stedet gik han venstre om søen og råen gik med. Han gik igen langs kanten af søen, hvor jeg ikke kunne skyde pga. det høje græs rundt om søen.
Pludselig smider han sig i græsset og ligger der et par minutter. Råen bevæger sig tættere på mig men er nu væk bag de høje skrapper. Da bukken rejser sig igen går han hen til råen bag skrapperne, uden mulighed for at jeg kan skyde til ham.

Råen og bukken er nu max 50 m meter fra mig. og der er ca. 15-20 min til lukketid. Jeg sidder og venter på bukken kommer fri af skrapperne så jeg kan skyde til ham. Jeg kan flere gange se hans opsats stikke op over skrapperne. Det er en flot høj opsats som ligner en gaffelbuk.
Tiden går og vi nærmer os kraftigt lukketid og bukken er stadig bag skrapperne. Jeg tager nu en beslutning om at bevæge mig 50 m til venstre for at håbe på at kunne komme på skudhold. Jeg sniger mig afsted hen mod bukken og råen. Da jeg er 25 m fra dem opdager de mig og de løber begge hurtigt op i skoven og forsvinder.

Bagefter var jeg utrolig ærgerlig og bitter over at jeg ikke fik ham, når nu jeg havde chancen. Men på den anden side også glad for at jeg ikke løsnede et skud, som jeg ikke følte mig komfortabel med. Til gengæld havde jeg set ham og fundet ud af at han stadig var der. Det gav blod på tanden og jeg intensiverede efterfølgende jagten på ham, dog uden at se skyggen af ham.

Camoufleret bukkejæger.
Camoufleret bukkejæger.

Vi var nu kommet ind i juli måned og jeg er fortsat fast tilskuer til dyrelivet omkring søen. Jeg så flere forskellige råer med hver deres lam og et også et par mindre spidsbukke og gaffelbukke med opsatser som gik til ørene. Men jeg så stadig intet til den høje gaffelbuk, som nu havde snydt mig 2 gange.

Endelig kom bukken frem

Den 6. juli var jeg på plads igen. Igen sad jeg i hveden dog lidt længere væk end jeg plejede. Kort efter jeg havde sat mig kunne jeg se et dyr på den anden side af søen. Det var en buk! Den var ca. 200 m væk, så jeg kravlede gennem et sprøjtespor i hvedemarken for at komme tættere på. Jeg var ikke sikker på om det var den høje gaffelbuk, da jeg synes jeg kunne se bagsprosser på opsatsen, men det var umiddelbart en flot buk over ørene. På vej i sprøjtesporet gik bukken ind i skoven igen og jeg kunne ikke længere se den.

Jeg var nu kommet ned til min foretrukne plads i kanten af hvedemarken og ventede spændt på om bukken ville vise sig igen.

Kort efter kom en rå til syne oppe i skoven. Bukken løb efter råen og de var væk.
Der var stadig over en time til solnedgang, så jeg blev siddende og håbede at bukken ville returnere til søen.
Ganske rigtigt, 20 min før solnedgang kom bukken tilbage oppe fra skoven. Den kom og gik lige ned mod søen. Det var den høje gaffelbuk, som jeg tidligere havde set. Der gik ca. 2-3 min før den stod ordentligt. Jeg sendte kuglen afsted. Den sprang og kastede sig derefter ned i græsset. Skudt på ca. 90 m.
Den blev skudt samme sted som jeg så den første gang, og samme sted som jeg så den anden gang, så trejde gang på dette sted faldt den altså. En høj gaffelbuk på 20 cm i højden.

Gaffelbuk fra juli 2016

Den vejede 16,5 kg brækket og den er vurderet til at være ca. 3 år gammel.

Gaffelbuk fra 2016
Gaffelbuk fra 2016

Det var lidt af en forløsning langt om længe at få bukken skudt efter at have tilbragt så mange aftener og morgener på jagtreviret. Men samtidig også en buk som jeg vil huske, da den var svær at få fat på og da den havde snydt mig et par gange.

Det var den 5. buk jeg har skudt i de nu 3 år jeg har haft riffeltegn.

Bukkesamlingen dags dato
Bukkesamlingen dags dato

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.