Første buk

Det er aften fredag den 28 juni 2013, og jeg har besluttet mig for, at jeg vil på bukkejagt. Jeg har seks dage tidligere bestået riffelprøven og har kun været afsted en gang, et par dage tidligere uden held. Men i aften skal det være. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har en god fornemmelse af, at heldet ville være med mig denne aften.

Vejret er lidt tvivlsomt og der er meldt om regnbyger. Jeg har pakket mit grej og krydser fingre for at regnen udebliver.

Da jeg ankommer til reviret pürscher jeg gennem en grøn hvedemark, for at komme ned til den hochzitz jeg har tænkt mig at sidde i. Hochzitzen er opsat i et hegn, hvorfra der kan skydes udover en eng og med fint kuglefang.

Da jeg ankommer til foden af hochzitzen, og kigger ud over engen ser jeg en rå, der ligger i græsset ca. 80 meter fra mig. Råen har opdaget mig, og jeg tænker “shit”. Derefter står jeg helt stille i fem minutter og kigger på råen. Heldigvis har jeg vinden i mod mig, så den ikke kan lugte mig. Derfor beslutter jeg mig for, forsigtigt for at klatrer op i hochzitzen. Råen bliver heldigvis liggende uden at gøre oprør.

Da jeg er kommet op i hochzizten, ser jeg med det samme et andet dyr ca. 10 meter fra råen. Jeg finder kikkerten frem for at se, om det skulle være bukken. Ganske rigtigt 80 meter fra mig ligger en buk i græsset. Jeg er ikke sikker, men det ligner ihvertfald en gaffelbuk. Med ét begynder mit hjerte at slå hårdere end nogensinde før, det føles som om hjertet er ved at hoppe ud af brystkassen. Bukkefeberen har ramt mig!

Efter 10 minutter med høj puls og hårdt bankende hjerte, begynder jeg så småt at få styr på nerverne. Råen og bukken ligger stadig i græsset og det er nu begyndt at regne meget kraftigt.

Jeg sidder og kigger på bukken i en halv time før den rejser sig, for at ryste vandet fra regnen af sig. Bukkefeberen blusser op igen!

Få sekunder efter han har rejst sig, kommer en rå med to små lam gående lige under mig i hochzitzen. Derfor beslutter jeg mig for at vente med at lægge an til skud til de er væk, så de ikke røber min tilstedeværelse.

Da råen med de to lam er væk står bukken med bagenden mod mig og jeg kan derfor ikke skyde. Min puls er høj og hjertet hamrer derudaf. Endelig stiller han sig med siden til. Stadig ude på ca. 80 meter. Jeg lægger nu riflen ind til skulderen og finder ham i kikkerten.

Bang!

Skydet lyder og bukken springer lige op i luften, og løber efterfølgende 15 meter inden den falder om i græsset.

Når bukken springer lige op i luften er det normalt et sikkert tegn på, at den er ramt perfekt.

Jeg bliver siddende i hochzitzen i fem minutter efter skudet. Det gør jeg i tilfælde af, at han skulle rejse sig. Efter de fem minutter er gået, bevæger jeg mig ned for at se resultatet. Da jeg kommer frem kan jeg se at det er en nydelig seksender. Jeg konstatere at skuddet sidder en lille smule tilbage, men der var schweiss fra lungerne, hvilket indikere at den er ramt godt.

En følelse af glæde og overvældelse rammer mig. Jeg har virkelig skudt en buk på min bare anden jagt med riffel!

Det har vist at bukken er 2 år gammel. Dette kan man se udfra tandsættet.

Denne aften har jeg virkelig haft heldet med mig, og jeg er udmærket klar over at det fremover ikke bliver lige så “nemt” at skyde en buk igen. Men det er netop det, der er det fantastiske ved bukkejagt og jagt i almindelighed. Man ved aldrig om man får noget vildt. Det eneste man kan være sikker på at få, er fantastiske naturoplevelser hver gang.

Bukken ligger nu i fryseren klar til tilberedning og jeg står tilbage med et flot trofæ og endnu en fantastisk jagtoplevelse rigere.